Jeg er født på Nørrebro 1949 og har boet i København hele mit liv. I 1973 flyttede jeg ind på Christiania, hvor jeg har været aktiv i opbygningen af Christianias selvforvaltning, fra de første år og til i dag. Christiania er en del af København. Vi er et samfund i byen som er vokset frem i jordhøjde, skabt af de mennesker der har levet her og ud af vores idealer, drømme og arbejde. Jeg vil arbejde for, at det stadig skal være muligt for mennesker med små indtægter at bo i bykernen. Regeringens lov om blandede ejerformer af Christiania sigter mod at ødelægge det, der gør os til et enestående kvarter i Københavns hjerte: Christiania tilhører alle og ingen enkeltperson kan eje en del af Christiania. Her har vi har retten til at bruge vores bolig og virksomhed; men kun så længe vi faktisk lever, arbejder eller skaber kultur her. Under den borgerlige regering vokser den sociale udstødelse uhyggeligt hurtigt. Der er stadig flere hjemløse på gaderne og de har det dårligere. De svageste grupper bliver pint længere ned og ud. Vi har plads til alle slags mennesker, og det skal der blive ved med at være – den historiske del af København skal ikke være en velhaverghetto. Jeg ønsker, at se København som foregangsby for miljø og for en effektiv, gratis kollektiv trafik; med levende lokalmiljøer, hvor borgerne reelt har medindflydelse på udviklingen af deres bydel. |